Vær lige der´ hvor du er!

 

Jeg var fluen på væggen.

Det var en sommeraften.
De ankom til restauranten med større eller mindre smil.
Nogle med hinanden under armen, nogle med hinanden om livet, og andre hånd i hånd.
Jeg så nogle ankomme majestætisk hen ad gulvet, hvor andre gik bag ved hinanden.

De fleste så ud til at ankomme med intentionen og forventningerne om, at ville få en skøn aften.

Restauranten var fuld af gæster, alle bordene var optaget. Stedet var ganske populært, for menukortet var fantastisk, og servicen i top ydet af et professionelt personale.
Der osede af feriestemning. Det havde været en varm solskinsdag, og flere af kvindernes blottede skuldre var solbrændte og indsmurt i glinsende cremer.

En let brise mærkedes fra de åbne døre ud til parken.
Gæsterne var blandede folk i alle aldre.
Hvide stoffer i silke og bomuld. Blomstrede kjoler. Lange kjoler. Korte kjoler og brune ben.
Lyse habitter og hvide skjorter.
Klavermusikken var så diskret at den gled naturligt ind i folderne på dugene på de runde borde.
Her duftede af grill. Her duftede af hvidløg og skaldyr. Her duftede af velskænkede vine. Her duftede af parfumer.

De fleste ankom i opløftet stemning og med store smil, da de blev anvist et bord.
Restauranten blev fuld inden for den første halve time.

Jeg nød situationen. Der var så meget at glædes over.
Jeg kunne i ro og mag blot sidde her og observere.
Der var en summen af stemmer, der var en skramlen med stole og bestik, og der var smilende tjenere i en livlig rytme hen over gulvet på kryds og på tværs. De registrerede, noterede og serverede fra fade og på tallerkener. De skænkede lyst og mørkt i store og mindre glas, glas som klingede krystalklart, når der blev hilst. Summen af stemmer steg som bølger, der indimellem blev høje.

Men der gik ikke længe, så var det som om, at der skete noget…

Så var det at jeg mærkede det!
Der var sket noget med energien i restauranten. Det var som om den ebbede ud. De høje svingninger var pludselig blevet lave.
Det var som om, at et spøgelse var gået gennem lokalet, og temperaturen faldt.
Stemningen virkede pludselig både trykket, diffus og flertydig.
Jeg mærkede usikkerhed og forlegenhed…

Så var det at jeg hørte det!
Jeg hørte stilheden!
Jeg hørte stemmerne fortone sig.
Jeg hørte sætninger blev afkortede, blev halve, blev til en mumlen, for derefter at glide ubemærket ned i skjorteflipper, halsudskæringer og kavalergange.

Så var det at jeg så det!
Jeg så at de kiggede, men de så ikke hinanden.
Jeg så nedslåede blikke. Øjenkontakten var næsten ikke tilstede.
Jeg så frustrerede udtryk.
Jeg så folk drikke skålene for sig selv.
Jeg så smilende ansigter – men ikke til hinanden.

Så så jeg, at de næsten alle sammen tog den frem! nogle vidste, lige hvor den var, andre skulle rode i jakkelommer og tasker. Nogle nåede at se fortvivlede ud og andre ligefrem utrygge, inden de fandt den.
Smartphonen altså!

Jeg bemærkede at disse smartphones udkonkurrerede selskabet, og partneren overfor.
Jeg så at smartphonen havde første prioritet, og var anledning til at afbryde samtaler, forhindre øjenkontakt, forhindre kropskontakt, for de hænder der var mødtes henover bordet, blev hurtigt adskilt.
Jeg konstaterede at der var flere smil til deres smartphones end til den kærlighed, der ellers sad ved samme bord.
Under hele aftenen havde de allerfleste den i hånden, ellers lå den ved siden af tallerkenen. Klar til at omverdenen. Klar til at reagere. Klar til at følge med i, hvad der skete lige i dette nu andre steder.

Der var blevet stille i restauranten. Ikke bare stille, men en “larmende” stilhed, der vidnede om, at en masse opmærksomhed var fløjet ud af vinduet, ud af dørene, blafrende i vinden mod andre folks gøren og laden…

MEN så blev stilheden blev brudt!
En høj hjertelig latter flækkede energien og vækkede min opmærksomhed.
Og der´ ved et tomandsbord sad en mand og en kvinde. Rynkerne vidnede om et langt liv, på godt og ondt. Deres øjne strålede af visdom, og smilene og lattermildheden var smittende.
Den ældre herre, som syntes omkring de 90 år grinede, så maven hoppede. Kvinden ved hans side kluklo, og han klappede hende på hånden, der lå inviterende til det på bordet.
Han strøg hende kærligt over den blottede skulder, og fortsatte med at fortælle hvorfra han slap. Det var en blanding af ord og latter fortalt fra et dybt hjerteligt sted. Han havde fat i fortællekunsten, han havde fat i den oprigtig glæde, og han havde fat om hendes hjerte.
Hun stemte i med de kærligste øjne på han.
De var så glade, trods ingen smartphones…
De var i deres egen bobbel, som andre var i deres.

Det var skønt at observere dette vise par. Deres nærvær til hinanden, den måde, de lænede sig frem for at lytte nærværende og nysgerrig til hinanden. Den måde de viste deres følelser på, som her var glæde. Den måde de spiste på; nærværende med interesse for hvad øjet så, for hvad de smagte, og for begges tallerkener. De udvekslede gafler og gav hinanden smagsprøver.
De klingede deres glas, og skålede tit og ofte. Det var tydeligt at de nød hinandens selskab, og var tilstede lige nu og her.

Da de rejste sig, tog de latter, kærlighed og deres nærværende energi med ud af restauranten.
Dette par repræsenterede autentisk nærvær og oprigtig interesse for hinanden, og de havde været oprigtig tilstede med deres sanser i restauranten.

Det var tankevækkende at opleve, at der var mange, der ikke var tilstede i restauranten.

 

– – – – – – – –

Statistikker viser tårnhøje tal for smartphones og iPads på restauranter. Kontakt og nærvær er mangelvare!

iPhones, iPads, smartphones er kontakt afbrydende for nærværet, og for den situation, og det sted du befinder dig i lige nu.

Alle, som i alle mennesker, og også par har brug for lidt timeout for at opleve hinanden med opmærksomhed og nærhed.
Timeout fra verden der banker på med nyheder – gode som katastrofefyldte, timeout fra arbejdspladsen og fra venner og familie der hver især har ønsker og behov for din opmærksomhed.
Timeout fra at stå til rådighed.
Timeout fra at have fingeren på pulsen (den skal du nok indhente senere)

Timeout så du kan være til stede lige der´ hvor du er! Lige der´ med din partner, med muligheden for et kærestemøde, nærkontakt hvor følelser og sanser mærkes og leves, og hvor du får mærket pulsen på dig selv og din partner.

Regler skærper valg og fravalg!

Grænser og regelsæt er forskellige, så lav jeres egne.
Her er et par eksempler:
1) smartphones ol. er ikke fremme ved afsked samt gensyn med hinanden, så du kan være nærværende med at sige farvel, og nærværende og imødekommende når I mødes igen.
2) smartphones ol. er lydløs og ude af syne i spisesituationer, såvel i hjemmet som når du er på besøg, det skærper din tilstedeværelse og viser at du tilvælger dem, der spiser sammen med dig.
3) smartphones ol. ligger i jakkelomme eller i taske (og ikke på bordet) når du er på restaurant, så du udviser respekt og deltagelse for personen du sidder overfor.
4) i nødsituationer trækker du dig, og taler uden andres påhør, så du ikke ”støj-forurener”.
5) smartphones og ol. må ikke komme i soveværelset. Den sidste tid inden du sover er til nærvær med din partner.
6) børn skal opleves live og ikke gennem smartphones

 

Det er menneskeligt og ganske naturligt, at vi falder for vaner og mønstre. Smartphones m.v. kan tage så meget opmærksomhed at det bliver destruktivt, for vanen kan resultere i mindre nærværende kontakt, og den slukker følelser og kan dermed giver knas i parforholdene.

Det handler i bund og grund om, at vi får øje på os selv, og lægger mærke til, hvad vi har gang i!
For kun med bevidsthed kan vi ændre til bevidste valg for os selv. Valg der er gode for os. Valg der handler om kærlighed. Valg som handler om ansvar.
Uden bevidsthed bliver vi ”døde fisk der blot følger strømmen”!

I min praksis har jeg par, som ikke kan mærke sig selv, og dermed så heller ikke mærke følelser for partneren.
Da vi ikke får et bedre forhold til vores partner, end det forhold vi har til os selv, så er det der´ starter vi!

 

 

 

 

Be first to comment