Vågen

Hun havde været vågen længe.
Stadig nat, stadig meget mørkt. Dynen skulle snart udskiftes med en sommerdyne. En tidlig solsort fløjtede et sted. En begyndende uro i kroppen.
Inden hun åbnede øjnene, lå hun og lyttede, reflekterede og registrerede.

Hun havde i mange år været på ”overarbejde” i at være ovre i andres sko, for at hjælpe og støtte. En adfærd der gjorde, at hun, ubevidst, ikke behøvede at kigge på sig selv. For det havde hun aldrig lært. Omsorg for sig selv, eller stille sig først i køen, havde hun ikke vidst af, og “behov” var ikke et ord hun kendte. Og hun undgik selv at tage sin plads.

I hendes krop lå en masse usagt, og en masse ufølt materiale. Det var materiale, som gennem årene havde fået hende til at have en adfærd, der passede til alt det gemte. En adfærd og et mønster som hendes kvindelige ophav også havde fulgtes med.

Men nu havde hun fået indsigt i, at hun gennem sin opvækst havde slæbt rundt på en familietyngde, på celleplan, som havde udløst samme adfærd som generationerne før hende. Frygt og bekymring.
Måneder tilbage havde det pludselig føltes som en klods om benet, som et åg over hovedet, som en dæmning i sit indre, som en alt for stram og tætsiddende nylonstrømpe.
Og så var hun nået til et punkt, at sådan ville hun ikke have det længere.

Familiemønstret var efterhånden så tydelige for hende at hendes valg også stod klare.
Det var endelig vitterlig gået op for hende, at hun havde et valg om, hvordan hun ville vælge. Hun havde også et valg om hvordan, hun ville reagere på den nye indsigt, og på alt andet i øvrigt også.
Det var også rent hendes valg, om hun ville handle på det eller ej.

Hun var klar. Klar til at give slip på det, der normalt holdt hende tilbage.
På den fineste måde var hun i gang med at bryde ”dæmningen”, den selvsamme dæmning som hendes mor og bedstemødre også havde i sig.
Slippe det, der forhindrede hende i at gøre, hvad der skulle gøres, og som forhindrede hende i at mærke, hvad der var at mærke.
Hun var parat til at give slip på adfærden, der havde løbet gennem generationerne, og som kun havde sørget for, at hun befandt sig på den smalle sti – i frygt og bekymring.

Så hendes ønske var at give tilbage til sin mor og hendes ophav, det der forhindrede hende i at have det optimalt godt, og føle sig fri.
Og noget slap vitterlig i hende. Gamle begrænsninger, og tilbageholdenheden der bestod af høflighed og generthed, og af usikkerhed, af Jante lov, og af hvad andre måtte tænke.

Den smalle sti var ikke længere nok. Der var mere i livet, og hun ville have bredden og dybden med.

Hun viftede dynen til side, og trådte ud af sengen med hovedpuden i den ene hånd.
Uden at tænde natlampen, fik hun fat i plaiden på kurvestolen. Den tog hun med sig hen til det store vindue, som vendte ud mod markerne.
Der´ stod hun en tid, og kiggede ud i mørket.

Servantekanden med kornblomster i rykkede hun fra vindueskarmen ned på trægulvet.
Så lagde hun sin hovedpude i karmen, og satte sig op på den. Natkjolen trak hun ned over sine bøjede ben, og plaiden svøbte hun om skuldrene.
Så ventede hun.

Det var en stille morgen, helt stille. Huset sov stadig.
Der var ingen vind, ingen regn, kun få skyer kunne anes på den ellers klare dunkle himmel.
Hun holdt blikket mod øst.
Hen over markerne og hvor konturerne af de enkelte træer stadig var henlagt i mørke, ville det atter ske om lidt.  At solen stod op!
Om få minutter ville hun opleve det altid fantastiske syn.

Da solen brød frem og pladrede landskab og himmel til med de smukkeste røde og orange farver, blev hun ramt af taknemmelighed.

Hendes mor og mormor havde hverken udtrykt vrede, eller sat grænser for dem selv. Ingen af dem havde sat ord på følelser, og ingen havde vist sorg over deres tab. De var underlagt overtro og havde nervøsitet liggende lige under huden. De havde været venligheden selv, men de svære følelser havde de fortrængt og benægtet.

Hun så mønstrene for sig, og hvordan tingene hang sammen, og vidste godt at hendes mor og mormors hjerter var som hendes eget; omkranset af beskyttelse.
Men beskyttelsen beskyttede hende ikke længere, den var en begrænsning!
Og langt om længe tog hun beslutningen om at ville leve et dybere og mere intenst og ærligt liv.
Et liv med følelserne i spil til leg og lyst, hvor hun fuldt ud ville tage ansvaret for sin egen velvære og trivsel.
Et liv i frihed. Fri for kun at udleve en tilpasset del af sig selv.
Hun var færdig med at frygte, og med at bekymre sig.

Himlen var dragende, og hun faldt i staver over det smukke farvespill, der forandrede sig fra minut til minut. Så lige til. Så naturligt. Så ubesværet.
I hvert af hendes urolige vejrtrækninger, mens hun sad der i vindueskarmen, og lyset blev stærkere og dannede skyggespil i det ellers før uoplyste værelse, steg hendes bevægethed.
Det trykkede i hendes mave, og hun fik en klump i halsen.
Tårer pressede sig på.
Så gav hun efter. Først en enkelt stille tåre. Så kom den ene efter den anden langsomt fra hendes øjne.
Hun lod det komme, og så græd hun, som hun ikke havde oplevet sig græde før.
Tårerne kom ikke bare fra hendes øjne, de havde tilløb fra et dyb, hun ikke havde haft kontakt til tidligere.
Da hun satte tårerne fri, var de salte, og der var mange, og de føltes gamle.
Der sad hun i vindueskarmen og græd et stykke tid. Og det føltes helt ok.
Måske mærkede hun, og måske græd hun også for sin mor, mormor og bedstemor, og dem før dem, tænkte hun. Måske var det sorg. Sorg og tårer for alle de traumer, svigt og tab der gennem tiden ikke var blevet grædt over…

Det stilnede langsomt af. En behagelig fornemmelse spredte sig i kroppen på hende. Uroen var væk, og den ubehagelige trykken i maven var forsvundet. Tilstanden var lettelse og befrielse. Og fred.

I medfølelse takkede hun sin mor og bedstemødre for deres intentioner. Hun undskyldte dem med at de ikke havde vidst bedre, ikke havde haft indsigt eller formåen til andet. De havde blot ”samarbejdet” med generationerne før dem.

Hun befandt sig et andet sted nu, og derfor gav hun tilbage af det, der ikke længere skulle være hendes.
Tak, sagde hun højt.
Tak, men ikke mere. Hertil, og ikke længere.
Ikke mere unødig tilpasning, ikke mere undgåelse af følelser og behov, ikke mere frygt og bekymring.
Ikke mere tilbageholdt længsel og kærlighed.

Hun var glad og håbefuld, og i gang med at folde sig ud. I gang med at vågne.
Med nysgerrighed og imødekommende for den hun inderst inde var, bød hun sig selv velkommen.

Solopgangens lys og alt hvad der i natten havde været sort, fik nu farver.
Lyset ophæver mørket, tænkte hun, og smilede over at se hvordan solens stråler gav værelsets møbler og malerier på væggen smukke farver igen.

En helt speciel ny dag, tænkte hun ved sig selv. Ny som i helt ny!
Hun havde aldrig før set det som, at hun selv, som dagen, kunne starte på ny – hver dag!
Det gjaldt om at være vågen – altså rigtig vågen, konstaterede hun.

Hun forlod vindueskarmen i en let bevægelse ned på trægulvet, så rystede hun hænderne ihærdigt, som var der noget, hun ville af med.
Så trådte hun ud af natkjolen. Og smilede venligt til sig selv i det store spejl på væggen.

Inden hun gik i gang med at skrive på det hele i sin notesbog, som hun var blevet anbefalet at gøre, så åbnede hun alle vinduerne – og lod gennemtræk, solstråler og høj musik danse med sig.

– – – – – – – – – –

Det er ikke altid, at vi formår at gå igennem den eksistentielle port selv.
Så er det godt at række ud.

 

 

 

Be first to comment