Regn.
Regnen gør noget.
Regnen, der sommerdage får asfaltbeagte veje til at dufte helt specielt, og som gør solsortens aftensang endnu smukkere.
Regnen, hvis dråber er til vækst for alt der gror, og får forårets underskov til at krible og krable af ny energi. Og dråberne der får efterårets fugtighed til at dufte af jord, og intenst af træ og bark.
Regnen, der lægger sig som pynt på bregneblade og bøgehække, og som blinker og smykker blomsternes udtryk, når de folder sig ud i haver og langs landeveje.
Regnen, i leg med solen i farvespil på himlen, henleder mig til myter og evighedens eventyr fortalt i savn og sange, og i regnbuens runding mærker jeg rejselyst og længsel.
Regnen, der genkalder minder om en trommen på taget af et barndomshjem, som lyden af en velkendt godnatsang og de falder trygt i søvn.
Regnen, den varme, der på den tørre sommerdag kommer belejligt, til et udendørs brusebad – i hvin og begejstring.
Regnen, der danner pytter her og der, er dragende at hoppe i, og vækker hvert et legebarn.
Regnen, den stille – på teltdugens væg, der bringer stemninger om fugtige slikposer, hemmeligheder, og duften af gammel luftmadras.
Den bringer smil om festivaler og forelskelser.
Regnen, den milde, der får os til at vende ansigterne op mod himlen, og med lukkede øjne modtager støvregnen, som kærtegn fra oven.
Regnen, der bringer til nærvær med stearinlys, plaiden, og den gode bog.
Regnen, den nedbrydende, der skyller landskaber og huse væk, og som viser os dens styrke og naturkraft, der gør os små, og tvinger os i knæ til ydmyghed, respekt og ærefrygt.
Regnen, den melankolske, der i forskellige tempi glider ned ad vinduet som tusinde tårer, og vi møder os selv, i hvad vi også har brug for at mærke.
Regnen skærper sanserne, og vækker følelserne.
Følelser på liv og forgængelighed…
Kærlighed og taknemmelighed.
