Når kærligheden forsvinder

Når vi har “mistet” kærligheden, bliver vi kede af det. Sådan er det! Skulle nogen påstå noget andet, så er det kun fordi, de benægter deres følelse.
Forklaringen på hvad og hvormeget vi mærker, er afhængig af hvordan, vi i bund og grund behandler os selv.

Rigtig mange mennesker ønsker ikke at mærke smerten i forladthedsfølelsen, og de fleste gemmmer da også det sårede hjerte bag et værn af beskyttelse.
Frygten kan få os til at tro at vi krakelerer helt, hvis vi tillader at mærke. Og vi kan også blive frygtsomme for at blive ramt igen, hvis vi blotter hjertet.
Beskyttelsen består i at vi forsvarer os. Forsvarer og skærmer det sårede hjerte. Før det første vil vi helst ikke mærke smerten, og for det andet vil vi beskytte os for, at andre ikke skal komme ind, og gøre hjertet ondt værre. Så derfor skubber vi væk.

Det paradoksale er, at det eneste der hjælper et såret hjerte, er kærlighed. Så når vi begrænser os i at kunne modtage, begrænser vi os samtidig i at kærlighed kan komme ind og heale os.

Nogle gange opstå en hurtig konklussion om at “kærlighed gør ondt”, som er en overbevisning, der hjælper på beslutningen om at lukke sit hjerte.
Men vi skal huske på, at det er fravær af kærlighed der gør ondt, og ikke kærligheden i sig selv!
At det gør møg ondt, når kærligheden forlader os, er det oftest fordi, vi er kommet til at tillægge den person, der forlader os at være selve kærligheden. Når vi tildeler partneren være alt, tildeler vi automatisk os selv at være intet.
Dette er bare ikke sandheden!
Sandheden er at vi alle ER kærlighed. Det ved jeg godt kan være svært at forholde sig til, hvis kæresten lige er gået…
Men jeg håber, det giver mening, når jeg siger, at hvis du har tillagt kæresten at være selve kærligheden, og du har sat vedkommende op på en piedestal, så har du samtidig gjort dig selv mindre. Og måske du har haft puttet dig ind i et afhængighedsforhold.

Når vi beskytter os mod at mærke smerten, så kan vi bilde os selv ind, at nu da kærlighed gør ondt, er det ikke godt at have en kæreste.
I ren “overlevelse” af den smerte vi bægerer rundt på, kan vi komme til at pege fingre og nedgøre for at holde fast i beslutningen om, at vi aldrig skal involvere os i et parforhold igen.
Og det er nærliggende at vi i fravær af kærlighed kommer til at følges med sætningerne:
a.”det er for besværligt”
b.”jeg tror ikke på parforhold”
c.”jeg er blevet for gammel til det pjat”
d.”Jeg foretrækker at være alene”
e.”jeg gider ikke skulle kæmpe”
f.”jeg orker ikke at involverer mig”
g.”jeg vil ikke underlægge mig”
h.”ingen skal bestemme over mig”

Alle ovennævnte sætninger er talt ud fra en beskyttelse af sig selv.
Uden forsvar ville sætningerne lyde sådan:
a.”jeg har ikke tillid nok til mig selv”
b.”jeg er bange for ikke at slå til
c.”jeg mangler troen på mit værd”
d.”jeg tør ikke kontakt”
e.”jeg tør ikke slippe kontrollen”
f. “jeg har ikke modet til at blotte mig”
g. “jeg tør ikke at hengive mig”
h. “jeg er bange for kommitment”

– – – – – – – – – – – – – –  –

Når jeg arbejder med klienter med ovenstående issues, faciliterer jeg vejen mod den “eksistentielle port” Der´ passeres frygten, og forsvaret smeltes, illusionerne skal briste, og gamle overbevisninger skal børstes af.
Sanser og autentiske følelser bliver skærpet, og det er derfra vi sammen møder sandheden om, hvordan det er at være klientens sande selv inderst inde.
Og så er det herfra at nye erkendelser, styrke, mod og potentialet sættes fri – skridt for skridt.

Det er smukt at være vidne til.

 

 

 

Be first to comment