mig som mig

Jeg føler ydmyghed.

En tilstand af at være i altet. Jeg hører til. Jeg er en del af.

Jeg underkaster mig naturens smukke.
I alt dette – bliver jeg bare.
Er bare.
Lige her, med det der er.
Trækker vejret ind – dybt.
Solstråler – vandets skvulpen – mågernes skrig.
Jeg er lille – og jeg er stor.
Jeg er et med.
Solen skinner i mig!

Jeg rører ved ting, smager på ting, jeg ser med mine øjne, og lader det være, som var det allerførste gang!

Jeg er mere intenst i live, og dog er det blot et gensyn og genoplevelse med et nærvær, jeg skubbede til side og sløvede i vanens magt.
Som gange før oplever jeg denne dag, som var det den første – befriet af belæringer og anvisninger og en masse logik.
Jeg glemmer og oplever på ny.
Jeg føler mig velsignet, og mærker hvor betydningsfuldt det er at leve i overensstemmelse med min sjæls nærvær.
Jeg har kontakt til den dybeste kærlighed i mig, og i projektion forelsket i livet.

Fra hjælp af vindens kærtegn, der puster støvet af mine følelser.
Jeg mærker, sanser og føler.
Taknemmeligheden fylder mest.
Forandringens vinde danser i mit nyudvoksede hår.

Og jeg fælder en tårer  – uden analyse om hvorfor.

 

 

Be first to comment