Med vinden i håret..

Det var det spæde forår.

Hjemme i Danmark var det stadig en vintermåned.

Hernede havde solen styrke, når den var fri af skyer. Men vinden var kold og skyggen lige så.

Gråspurvene kvidrede lystigt fra en busk, hun gik forbi. En lyd der altid gav flashback til barndommens parcelhuskvarter med sjippetov og ”jeg-melder-krig-mod”-leg. Glæde og latter på pæne Anemonevej.

Der er flere lyde end dette. Der var lyden i palmens høje top, oppe over hende. Hun lænede nakken tilbage. Vinden der legede med bladene, gav en helt speciel lyd; en raslen og susen i et.

Det var tidligt på dagen. Impulsen var at gå til vandet, før nogen vågnede.
Hun havde lagt beskeden på en gul lap på køkkenbordet.

Middelhavet viste tænder denne morgen.
Store bølger slog mod kysten – Og stranden, der om nogle måneder ville være befolket af turister, var nu en smuk strækning, blottet for farverige håndklæder og parasoller. Lydsiden ville være af skrigende, højtråbende jublende børn og voksne, nu var den i sin natur kun havets opråben.
Nu pyntedes stranden af enkelte fiskestænger her og der og vidnede om middelhavets spiselige skatkammer derude.

Hun elskede tiden nu; at have havet for sig selv. Bølgerne havde ligesom sit helt specielle sprog, og udtrykte sig med karakter. Det havde nok masser at fortælle, hvis det havde en stemme. Det havde historier, savn og legender fra gennem tiden, tænkte hun.
Hun lukkede øjnene og lod den øredøvende buldren fra havet indtage sig.
Store træskibe viste sig for hendes indre blik. Skibe med masser af sejl, og som vuggede i takt med rytmen i bølgernes dybde og højder. Besætningen var let påklædte, gyldenbrune muskuløse mænd, fra en tid for længe siden.
Odysseus stod bundet til den tykkeste mast… Og hun følte sig henført til den gamle græske mytologi.

Hun tog en slurk af den medbragte kaffe, som holdt sig varm i den lille termokande. Hun drak med lukkede øjne, ville ikke væk fra sin fantasi. Sine livlige drømmerejser, som hun tit ”tog på”.

Måske var det hende i en nøddeskal; at drømme sig væk. Fantasien tog hende et sted hen, og hun undslap at tage stilling til alt det, der ellers var at tage stilling til, og ansvar for.
Hun syntes selv, det var en dejlig evne. Ja, nok en overlevelse strategi. En metode, et mønster.

Drømmerejserne føltes virkelige for hende. Hun kunne se det hele for sig. Visuelt var hun stærk.
Hun kunne tilmed fornemme stemninger følelsesmæssigt, og hendes lugtesans var skærpet, og gjorde det hele meget nærværende. Sådan var det.
Genkaldelsen af en lugt – og så var hun tilbage i erindringen.
Hun var blevet fortalt at hun var en drømmer, og at hun tit fik deflekteret virkeligheden – nuet hun var i, situationen hun var i, væk.

Hun vedkendte sig at hun tænkte meget. Tit på at hun skulle have sagt eller gjort noget andet end det, hun fik gjort. Især efter et skænderi eller efter samvær med personer, der kun talte om dem selv, eller som snuppede hendes sætninger, og løb derud af med noget af det, hun havde sagt, og som gav dem en association. Derpå efterrationaliserede hun på, hvad hun ville gøre og sige, hvis hun kunne skrue tiden tilbage.

Der lå eventyr i fortiden.
Fortællinger.
Hun var draget af historier, og fortællekunsten.
Selvfølgelig var der indbildninger, og masser af overleveringer og med tiden tolkninger på historierne, sådan var det jo…

Hun åbnede øjnene.
Middelhavets bølger var gode for hende. De havde faktisk noget lig den samme effekt, som når hun i skoven sad op ad de store træer. Eller når hun var i bjergene, og sad der med udsigten til de store åbne vidder og endeløse horisonter.
Naturen gjorde noget ved hendes sind. Fornemmelsen var at blive mere forbundet til kroppen. Og til alting. Fornemmelsen af at alt hang sammen. Og at hun blot var en ydmyg brik i det hele, og dog vigtig.
Der skete næsten altid en form for udrensning i hende. Hun fik kontakt til sig selv.

Når hun var fyldt af tanker om “for og imod”, og når hun havde indre dialoger med særlig udvalgte, som hun havde noget at sige til, eller personer hun ikke var blevet ”færdig” med, kørte hun i selvsving i hovedet.
Når hun var retrofleksiv, mistede hun kontakten til naturen og kontakten til sin krop og sit oprindelige.

Hverdagens praktiske liv og trummerum hev hende gennem ugen, så hun ikke lagde mærke til, hvordan hun vitterlig havde det.
Der var så mange gøremål. Og børnene stjal hendes tid. Det var også ok, sagde hun højt, mest sagt højt for at hun selv kunne høre ordene. Hun overbeviste sig selv om, at ”sådan var livet” Hun havde valgt at få børn, og har man sagt A må man også sige B. Det rungede i hende hoved – et ekko. En sætning hun var flasket op med!

Men hvad med grænserne. Hvad med behovene. Hvad med ”hertil og ikke længere…”? Hun mærkede irritationen og vidste at noget lå bag. Var det virkelig sådan, at blot hun tænkte på egne behov, så var det ensbetydende med, at være en dårlig mor…

Hun vendte tilbage til bølgerne, så ud over Middelhavet og drømte sig igen væk.
Derude var der flere skatte under vandet, end over vandet! Hun tænkte på en gang, hun selv fandt en guldring formet som en slange med grønne funklende sten til øjne.
Hun røg over vandoverfladen igen, og tænkte på, at på den modsatte side af vandet lå Afrikas kyst. Hun så for sig sorte smukke kvinder med vuggende former i farvestrålende kjoler, bærende på små børn på ryggen i stramtsiddende tørklæder.

Hun tænkte på sine egne børn, der for længst var ude af bæreselen. Åh, hendes børn kunne så meget nu… sikke tiden gik hurtigt, tænkte hun.

Hun sukkede dybt, trak vejret ind som en rensning i sig, igen.
Hun var bevidst om sit åndedrag. Fulgtes med det helt ned til maven. Registrerede at maven blev større for de sekunder hun beholdt luften der´. så pustede hun langsomt ud igen.
Som havets rytme. Hendes rytme. Lige nu.
Hun trak energien fra havets bølger ind i sin krop. Lyden forplantede sig ikke blot til fornemmelsen i maven, men i hendes forestilling sendte hun det rundt til hver en kropsdel, til hvert et organ i hendes krop. Hver en celle blev ”støvet af” for ”snavs” og ”skygge”. Hun kærtegnede med kærlighed det hele for vigtigheden af hendes velbefindende, for trivslen, og for sundheden både fysisk og psykisk.

Hun var i det´ til hun registrerede at al unødvendig ”støj” forsvandt. Og hun forestillede sig være lysende i hele sig, indvendig.

”Støjen” vidste hun efterhånden godt, var hendes retroflektioner og gamle mønstre, der langsomt havde sneget sig ind i hendes system igen.
Lige nu som hun sad der, mindskedes behovet for at drømme sig ud. Det var rigtig godt at sidde der med fødderne i sandet. Hun bevægede tæerne og mærkede, det kildede. Det var så dejligt at sidder der´ i den lille simple lette strandstol. Den støttede hende godt i ryggen.
Hun lugtede det salte hav, smagte kaffens aroma, og mærkede solens tiltag i styrke.
Hun lod fingrende glide gemme håret til de mødtes i flet, så lænede hun hovedet bagud og så, at himlen var smuk dybblå.
Hun lukkede atter øjnene.
Denne gang “forsvandt” hun ikke. Hun var lige der´ i sine sanser. Og hun registrerede en følelse af taknemmelighed.
Maven rumlede, og hun smilede for sig selv over beslutningen om at gå hjem – mere sansende mere kontaktfuld.
Hjem.

————————–

Min overbevisning er, at det er afgørende for vores velbefindende, at vi i en eller anden omfang har kontakt med naturen 🙂

 

 

 

Be first to comment