Jeg er tilbage

 

Så slap jeg ud af forløbet med brystkræft. Det har holdt hårdt, mest fordi at jeg på et tidspunkt var stillet i udsigt at kræften måske havde spredt sig…

Men nu er jeg tilbage.
Tilbage på land. Tilbage i livet.
Jeg må indrømme at jeg har trådt vande. Jeg har været stærk, gosh jeg kan træde vande! og jeg er god til at svømme! Jeg har holdt mig oven vande fordi jeg hele tiden kunne se land og jeg havde en stærk fornemmelse af at jeg snart kom ind til kysten.
Jeg havde overbevisninger om at jeg var rask, der var blot lige noget i mit bryst, som skulle opereres ud. Altså kræften.
Operationen gik godt, jeg gik til det på en optimistisk måde, så da jeg lagde mig på operationsbordet, genindspillede jeg sidst jeg lå der, og det var, da jeg skulle have kejsersnit for masser af år siden. Jeg genfandt glæden, og forventningen om det helt fantastiske der ventede mig efter operationen. Dengang var det min søn, denne gang at blive befriet af kræft.
Og da jeg fik kemobehandling og døjede med kvalme holdt jeg mig oppe ved at tænke, at hvis det havde været ”lykkelige omstændigheder” (gravid) ja så kunne en kvalme være en følgesvend, og det gjorde det lettere for mig. Så kiksen ved natbordet lå parat til, jeg slog øjnene op om morgenen. Jeg spiste kiksen med kærlighed til, dengang mit ufødte barn, denne gang til livet. Jeg holdt fast i, at jeg var i den lykkelige omstændighed at kræften var væk, og kemobehandlingen blot var en efterbehandling og forebyggelse.
Kemobehandlingerne gjorde at jeg ville tabe håret. Det havde jeg gjort mig tanker om, og jeg tænkte at jeg med hårets fald også ville tabe min kvindelighed. Men jeg kunne ikke lade totterne falde i tempi jeg ikke havde kontrol over, så jeg tog styringen og lod min kæreste klippe mig.
Jeg tog beslutningen om at tage livtag med mine tanker. Så jeg valgte, at lade parykken, som jeg havde fået doneret, og som ellers så fint lignede mit eget gamle hår, blive stående på stativet på kommoden.
Jeg lod parykken stå, i beslutningen om at den ikke var en del af mig.
Dag for dag mærkede jeg at min kvindelighed også ligger i meget andet end håret.
Men jævnligt blev jeg ramt! 
Ramt af umådelig stor kærlighed til mine to børn som jeg har sat i verden. Ramt af stor kærlighed til min dejlige kæreste, og til hans børn, og til vores børnebørn, ramt af stor kærlighed til hele menneskeheden, ramt af kærlighed til moder jord og alt levende.
I forløbet stod alle mine sanser åbne og alt var til tider sårbart smukt og til tider sårbart svært.
For jeg blev også ramt af frygt!
Frygten for at kræften alligevel skulle tage mig væk fra dem jeg holder af, at jeg ikke ville blive tudsegammel og gå arm i arm med min elskede, og jeg frygtede ikke vil opleve mine børns videre færden i livet…    og så blev jeg så ked af det.
Jeg mødte en eksistentiel sorg der, på baggrund af frygten for at miste livet, fik en dybde som jeg ikke har mødt før.
I mig er der sideløbende med sorg jo den fine fine glæde også, så jeg til tider var i tvivl om hvilken del, det var jeg havde fat i, for tårerne løb fra samme kilde. I dag hvor jeg er erklæret rask, har jeg bevidsthed om at det hele har rødder i kærligheden.
Forløbet har vækket mig. Jeg er ydmyg over at have fået livet – tilbage. Min taknemmelighed er stor.  Min bevidsthed har udvidet sig. Mine valg er skærpede. Min mission er tydelig.
Jeg er tilbage.

Be first to comment