Et øjebliks nærvær…

De var blevet gift.

De var blevet forældre.

De var blevet boligejere.

De var blevet efterspurgt.

De var blevet forfremmet.

De var blevet beundret.

De var blevet set som rollemodeller for kærligheden!

MEN noget var kommet snigende, uden at de havde opdaget det.
Noget var kravlet ind ad sprækkerne, usynligt for et menneskeøje, smagløst for ganen, og ganske lugtfrit – og dog fik det tulipanerne til at hænge med hovederne…
Ubemærket var det for de engagerede og dedikerede mennesker, som de begge var.

En dag i et øjebliks nærvær, blev hun ramt af længsel. Og lige der´ på bænken, tog hun hans hånd. Og han holdt den fast, da hun hviskede:

Hvor blev lidenskaben af?
– som var energien mellem os.

Hvor blev de nærværende snakke af?
– over vinen ud på natten. Under samme tæppe ved bålet.

Hvor blev nysgerrigheden af?
– og fordybelsen i hinandens begær.

Hvor blev humoren af?
– den der fik os til at tage livet let, og se fra flere vinkler af.

Hvor blev de kåde lege af?
– med bånd, blonder og bind for øjnene.

Hvor blev overraskelserne og impulsiviteten af?
– hvor vi lod os forføre og sprang på hinandens ideer.

Hvor blev fællesbadene af?
– med bobler af sæbe, og fryd.

Hvor blev de fælles drømme af?
– de store visioner med åbne vidder.

Hvor blev elskoven og erotikken af?
– der levede af solskin og månelys.

Hvor blev tiden af?
– nuet og nærværet var det vigtigste… engang

 

 

Be first to comment