Et kontaktfuldt mødt

Jeg satte mig ind i taxaen.
Uden at have øje eller tanker for, hvor jeg skulle sætte mig; foran eller bagved, satte jeg mig ind på passagersædet ved siden af chaufføren.
Jeg smilede til en ældre mand af etnisk udseende. Han gengældte mit smil med et nik, og spurgte hvor jeg skulle hen.
”Rigshospitalet” sagde jeg og tog selen på.
Han kodede adressen ind på GPSen og kørte ud i trafikken. Farten var langsom i det smattede og glatte vejr, og ofte holdt vognen stille i den tætte trafik.
Vi kunne have haft snakket om vejret, for det havde været nærliggende, denne dag. Vi kunne have snakket om det danske håndboldhold… ja og vi kunne have snakket om meget inden for de lette emner.
Men det gjorde vi ikke.
Jeg ved ikke om det var mit udseende med mit meget korte hår, der gjorde, at vi pludselig var i samtale om kræft. Jeg åbnede op og fortalte ham, at jeg skulle ind til strålebehandling, og at jeg havde haft brystkræft. Han spurgte ind til mig med oprigtig interesse. Og jeg satte ord på…
Han brød de sociale normer om påpasselighed og høflighedssfære i et lille rum som i en taxa, og energien og stemningen i luften var hjertevarm og kontaktfuld.
Så sket der noget uventet. I luften rakte han sin hånd frem.
Jeg tog den.
Hans hånd var varm. Og min var kold.
Jeg smilede lidt forlegent til ham, lidt overrasket over at jeg bare sådan tog hans hånd, men jeg var uden vurderinger, havde ingen tolkninger eller tanker, jeg var blot i nuet.
Jeg holdt den udstrakte hånd, og søgte hans øjne bag nogle lidt ældre slidte briller.
Han var bevæget.
I nogle sekunder var det som om, at tiden stod stille. Alt der var, var nuéts nærvær i hans selskab.
Jeg med mig, havde ramt ham. Hans sårbarhed føltes som en oprigtig deltagelse for min situation, men han havde også sin egen historie, og tillidsfuldt satte han sig selv i spil ved at fortælle mig om, at han havde mistet sin kone til brystkræft nogle år tilbage.
Jeg kunne mærke hans sorg over tabet af hende. Og jeg kunne mærke mig selv i hans selskab. Fælles forståelse, fælles referenceramme, fælles følelser. Taxaen var fuld af nærvær.
Og sammen var vi både stille, og også fulde af ord som vi sagde højt.

Vi tog afsked med hinanden ved hovedindgangen, og han takkede mig mange gange for snakken, så steg jeg ud af bilen i den ruskende vind og store snefnug.
Mødet med den ældre mand med den varme hånd og det oprigtige nærvær, gjorde noget ved mig.
Jeg smilede for mig selv da jeg gik gennem svingdøren, jeg ikke bare mødte en fremmed, jeg mødte en bekendt. Jeg mødte noget genkendeligt. Omsorgen, næstekærligheden..
Jeg kom til at tænke på min afdøde far, hvis hånd mindede fuldstændig om taxamandens.
Havde min far været i live, var han også blevet sårbar i mødet med mig. Hans bevægethed ville så ikke være betinget at hans egen rygsæk, men af ren omsorg og kærlighed til mig.
Jeg er glad for, at selv om den varme hånd mindede om min fars, ikke var hans.
Smerte ved at opleve sin datter ramt af kræft og uden hår, var ham forundt. Og det er jeg glad for.
Mødet med taxamanden var et møde med en fremmed, som overhovedet ikke virkede fremmed. At vi begge turde at sætte os selv i spil, gjorde, at vi i mødet med hinanden mødte næstekærlighed og noget der gav genklang i os selv. Jeg blev beriget den dag.

Tak til taxachaufføren fordi han turde gå i kontakt, og snakke om det svære.
Nogle tør, andre gør ikke.