Vær enestående!

En problematik i et parforhold er ofte frygten for at adskille sig fra den anden.
“Hvis jeg ikke er enig med hende, bliver jeg så bare skældt ud…”. “Hvis jeg ikke er enig med ham, får vi så bare en konflikt…”, “Bliver jeg mon kasseret, hvis jeg ikke er helt som dig..”. “Hvis vi ikke er ens, er vi så ved at gå fra hinanden..”
Kunsten er at slippe de tanker, der er baseret på frygt! Kunsten er at gå ud af comfort zonen (ensartetheden) og bevæge dig ud i at være enestående. At være enestående betyder jo at du kan stå selv! og ikke lader dig vælte, eller bliver utryg, hvis andre ikke er enig med dig.
Kunsten er at slippe frygten for at blive alene! Dette er i bund og grund årsagen til, vi gerne vil alliere os med andre (høre til) At være enestående bliver du ikke alene af, du bliver derimod mere synlig! Ved at være den du er, ved at fortælle om værdierne i dine meninger og holdninger, får du andres opmærksomhed. Mere synlighed gør at du bliver set, du bliver husket, du sætter dit fodaftryk at du var til stede. Det er ikke nødvendigvis alle andre, der er enig med dig i, alt hvad du står for, men det gør heller ikke noget (du er jo heller ikke enig med alle andre)
Vær ikke bange for forskellighed og konflikter. Konflikt betyder jo egentlig bare at have en uenighed. Hvis konflikten optrappes til skænderi, er det oftest fordi, vi er blevet alt for personlige. Hvis du fører et sprog hvor du hele tiden er ovre på din partners banehalvdel ved at sige du er, du sagde, du gjorde, så peger du fingre og ”angriber” din partner. Det er barnligt og helt nede i sandkassen, hvor vi kaster sand i hovedet på hinanden.
Vi er kommet til at tage det, den anden gør eller siger som et personligt angreb på, at jeg ikke er i orden. Men det er jo en frygt-tanke og en forestilling i hovedet. Altså en egen indre kamp, som ikke har noget med den anden at gøre.

Hvis du i, (misforstået) omsorgsfuldhed, hensyntagen, konfliktskyhed forsøger at være som din partner, eller som dine kolleger, eller venner og føjer dem eller giver dem ret i alting, ja så udjævner du dig selv! og en dag vil du være så nem at forlade, fordi du ikke fyldte noget.

Faktisk er det sådan at dine medmennesker og i særdeleshed din partner gerne vil have at du er dig selv! Dig selv som menes, at du er funderet i dig selv, at du fylder med din personlighed. Når du taler fra dig selv i ”jeg”-form, bliver du på egen banehalvdel og er synlig. Når du tør stå der´ bliver du mere synlig for din omverden, og du vil mærke, at du opnår respekt, for den du er, og dit eget selvværd stiger. Så er den gode spiral i gang, for jo bedre du har det med dig selv, jo mere smitter det af på dit eget værd. Med et godt selvværd er du mere rummelig, for du ved, at du ikke er mindre værd trods forskelligheden/uenigheden med din partner.

Vær tro mod dig selv, med hvad du står for som menneske, og anerkend samtidig din partner for den vedkommende er. Dermed er I to enestående mennesker! og det der binder jer sammen, er respekt, anerkendelse, ærlighed, åbenhed og noget at være elsket for!
🙂 🙂

 

 

Be first to comment