Autentiske dig

Når vi mennesker ikke lever i overensstemmelse med vores værdier, kommer vi til at ”døde” dele af os selv. Når vi indespærer potentiale i os selv;  ikke er tro mod vores egentlige behov, ønsker og drømme, så kan det opleves som tab, tab af godt liv, tab af muligheder, tab af kærlighed. Fornemmelsen er, at vi kun lever med dele af os selv i spil. Noget er ikke sat fri!

Når vi får øje på, at vi lever efter nogle normer, som vi ikke helt passer ind i, og når vi for øje på, at vi lever ud fra gamle overbevisninger om, hvad vi bør og burde, som vi i bund og grund blot har arvet fra vores ophav, fra en kultur, fra en barndomsgade, fra et familiemønster, ja så har vi først der´ med bevidsthed mulighed for at sætte spørgsmålstegn ved, om det er sådan, vi egentlig ønsker at leve livet.

Måske mærker vi taknemmelighed over, hvad der blev budt os i opvæksten, men måske er der også noget vi ikke længere har lyst til at have med os (slæbe rundt på).

Jeg møder mange mennesker, der er underlagt en hård dommer i sig selv. De skal præstere hele tiden. Der er en hård indpisker, der holder vedkommende til ilden om at yde og gøre. Kerneantagelsen bag overbevisningen om at skulle præstere er for de fleste personer, at de ikke er værdige til at blive elsket uden at skulle præstere. Sagt på anden måde: ”jeg er kun værd at elske, når jeg præsterer”.

Det kan være anstrængende at følges med, at skulle ”gøre” hele tiden. At læne sig tilbage, holde en pause fra præstation er svært og næsten uudholdeligt. Dommeren kommer straks med indre kommentarer, så man får dårlig samvittighed over at slappe af og gøre ”ingen ting”.

——————————-
Vi opdager at det faktisk er kærlighedstab/livstab ikke at have levet i overensstemmelse med os selv.
Når vi er i ro, når vi eksempelvis lytter og er nærværende tilstede, til forskel fra at gøre eller fixe situationer med handlig eller gode råd, så opdager vi at dage uden kærlighed og accept til os selv, er dage uden autentisk liv.
Når vi kigger tilbage på de dage, vi fik gjort noget mod vores vilje, mod vores værdisæt, og mod vores mavefornemmelse, så er det ikke usædvanligt, at vi bliver sårbare over at se, at vi ikke har levet med en egenomsorg, men har jagtet at blive elsket af andre, ud fra den misforståelse, at vi skal præstere for at blive elsket.

Når du kender og mærker forskellen mellem at præstere (på baggrund af frygten for ikke at blive elsket) og på ikke at skulle jage efter kærligheden udefra, men anerkender og accepterer dig selv på både gøren og på væren, så er du nærmest dig selv, hjemme i fred. Og når du ikke er afhængig af omgivelsesstøtte, men hviler i dig selv, og er ene-stående, så kan du heller ikke væltes omkuld. Sådan en person er tiltrækkende, fordi vedkommende netop hviler i sig selv, og ikke er ovre i andres sko. Sådan en person virker tillidsvækkende og folk omkring vil selv falde til ro og føle sig godt til pas. For i og med at personen bliver i ”egne sko” er man befriet af at blive tolket og vurderet på, man er fri af at blive manipuleret rundt med, og man er fri af projektioner. Altså er der rigtig meget plads til at ”du er dig” og ”jeg er mig” og måske er vi forskellige, og det er helt ok.

Det hænger faktisk sådan sammen, at jo større accept du har af dig selv, jo større accept vil du få af andre.

Når du lever livet hver dag, i overensstemmelse med dine værdier, og i accept af dig selv, vil du kunne give slip på overbevisningen om, at skulle yde for at kunne være værdig til kærlighed.
Start med at finde dine værdier. Dernæst sætte grænse for, hvad du ikke vil være med til i livet, i parforholdet, i jobbet, i vennekredsen. Det er nemlig sundt at sige ”tak, men nej tak!”
Og i andre situationer, når det mærkes rigtigt i din mave, have modet til at gå efter passionen og sige ”JA!”

Nogle gange skal der ikke så meget til, for at få fjernet det som skygger for, at det gode liv kan leves.

 

 

 

 

 

 

Be first to comment